Alt

Spejdergården Tydal

Foto: Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger

Du er her

Tilbage til naturen!

Tydal er en af de største spejdergårde i Nordeuropa og drives i regi af det danske mindretal. På spejdergården Tydal kan I nyde naturen langs den smukke å Trenen - om I er på lejrskole, på en foreningstur, teambuilding med virksomheden eller til familiefest.

Midt mellem Flensborg og Slesvig ligger Spejdergården Tydal, som er et af mindretallets overnatningssteder i Sydslesvig. Spejdergården ligger midt i et smukt, naturbeskyttet område i Trenedalen. Med en størrelse på ca. 80 hektar og mulighed for at huse 900 gæster er Tydal en af de største spejdergårde i Nordeuropa.

Fra gammel udflyttergård til en af de største spejdergårde i Nordeuropa

Tydal blev grundlagt i sin nuværende form i 1963, da Dansk Spejderkorps Sydslesvig købte en gammel udflyttergård i den nordøstlige del af landsbyen Eggebæk. På baggrund af spejdernes store engagement udviklede stedet sig til et af de mest eftertragtede rejsemål for spejdere fra hele verden. I 2003 benyttede spejderkorpset sig så af muligheden for at udvide spejdergården ved at købe nabogården Tydal Gård, hvormed området fik sin nuværende størrelse.

Flersengsværelser, spejderhytter og teltpladser til ialt 900 gæster

I hovedbygningen er der plads til i alt 39 personer i flersengsværelser. Bygningen råder over et fælleskøkken med opvaskemaskine og der er fælles bad og toilet for de fleste værelser. Hovedbygningen har i de seneste år gennemgået en omfattende renovering, således at I kan glæde jer til moderne indrettede værelser og fællesfaciliteter.

Udover hovedbygningen kan man overnatte i en af lejrens spejderhytter. Der er fire hyttekategorier, hvor der kan bo op til henholdsvis 6, 10 eller 14 personer. Hytterne er udstyret med eget bad og toilet og derudover alt efter kategori med eget køkken, fællesrum og brændeovn. Der er mulighed for at booke slutrengøring.

Derudover er der mulighed for at sove i eget telt på teltpladsen. Teltpladsen har sine egne bad- og toilethuse og der er mulighed for at få strøm til teltene.

Selvforplejning med mulighed for levering af dagligvarer eller catering 

Bemærk, at der som udgangspunkt er selvforplejning på spejdergården. Det er dog muligt at bestille catering, hvis I ikke ønsker selv at stå for madlavning. De nærmeste indkøbsmuligheder findes i nabobyen Tarp ca. 4 km fra Tydal. Personalet hjælper gerne med at organisere levering af dagligvarer, sådan at I ikke behøver at køre til Tarp for at handle. Der er gratis Wifi på arealet, men vær opmærksom på, at dækningen på grund af arealets størrelse kan være meget svingende.

Tydal byder på et utal af aktiviteter i naturen

Spejdernes mantra i forhold til naturbeskyttelse, har i kombination med stedets beliggenhed i den smukke natur op ad Treneåen sat sit præg på Spejdergården gennem årene. Hytterne og arealerne til teltene ligger spredt ud over pladsen, som er omkranset af træer og buske, for at skabe en hyggelig og naturtro atmosfære. Det store areal byder på mange muligheder for aktiviteter på selve grunden, især for lejrskoler og andre former for ungdomsgrupper. Spejdergården råder over en fodboldbane og en volleyballbane. Derudover lægger det naturbeskyttede område omkring Trenen op til mange aktiviteter som f.eks. vandreture eller kanoture på åen. Om aftenen er det oplagt at grille sammen på grillpladsen eller hygge omkring lejrbålet. Mange vælger også at tage ud på en nattevandring i naturen. Der er mulighed at booke kanoer via spejdergårdens personale.

Tydal tager også imod private grupper, familier og virksomheder

Selvom Tydal hovedsageligt bruges af lejrskoler, ungdomsgrupper og selvfølgelig spejdere, så er spejdergården åben for alle, der ønsker at nyde den helt særlige atmosfære i området. Så hvis I skal ud at rejse med foreningen, hvis I har en familiesammenkomst eller I vil ud på en lidt anderledes oplevelse med jeres virksomhed, så kan Tydal levere de passende rammer. I er velkommen til at kontakte personalet og høre nærmere om mulighederne.

Besøg rombyen Flensborg og dyk ned i byens maritime historie

Tydals beliggenhed lige mellem Flensborg og Slesvig og ikke langt fra motorvejen gør det forholdsvis nemt at komme afsted til forskellige seværdigheder i Sydslesvig. På lidt over en halv time i egen bus eller bil er man i Flensborg, der som Sydslesvigs største by byder på attraktive muligheder for shopping og sightseeing. Flensborgs maritime historie kan f.eks. opleves på Flensburger Schifffahrtsmuseum, som også har tilbud på dansk. Derudover tilbyder det danske bibliotek "Flemsborg Bibliotek" byture med fokus på byens danske historie og en række foredrag, der beskæftiger sig med mindretallets og byens historie. For børn er et besøg på videnscentret Phänomenta et hit. Udstillingerne byder på en masse prøv-selv, iagttag og lærings-stationer, hvor børnene selv kan udforske forskellige naturfænomener.

UNESCO-verdensarvstederne Hedeby og Danevirke og museerne på Gottorp Slot ligger kun en halv times kørsel fra Tydal

Efter en halv times kørsel sydpå når I til Slesvig, som er kendt for sine historiske seværdigheder. UNESCO-verdensarvsstederne Danevirke og Vikingemuseet Hedeby fortæller om områdets historie som sprog- og kulturgrænse mellem Danmark og Tyskland og som en af de vigtigste handelspladser i vikingetiden. Voldanlægget Danevirke er kendt for at være et af de største fortidsminder i Nordeuropa og museet Danevirke Museum byder derudover på en udstilling omkring det danske mindretals historie. Endvidere er museerne på Gottorp Slot et besøg værd. Nogle af højdepunkterne her er blandt andet moseligene på Museet for Arkæologi og den Gottorpske kæmpeglobus.

Sådan rejser I til Tydal enten i bil eller med tog og bus

Tydal ligger 24 km syd for den dansk-tyske grænse og turen går ad motorvejen A7 /E45 det meste af vejen. Det tager lidt under en halv time fra grænsen til Tydal i bil.

Alternativt kan I tage toget hele vejen fra Danmark af. DSB kører med danske IC-tog hele vejen til Flensborg hver anden time. Turen tager lidt under halvanden time fra Fredericia. I Flensborg kan I som regel  skifte direkte over til et tysk regionaltog mod Hamborg hhv. Neumünster. Herfra skal I af igen i Tarp, som er det første stop efter Flensborg. Fra Tarp skal i overvinde de sidste 5 km til Tydal. Hvis i vælger at gå, kan personalet på spejdergården gerne arrangere transport af jeres baggage. Alternativet for små grupper er, at tage en taxa eller for større grupper at bestille en bus, hvilket personalet ligeledes kan være behjælpelig med. Hvis I vil undgå at skifte i Flensborg, kan bustransporten også arrangeres fra Flensborg eller f.eks. fra Padborg af. Husk, at der ikke er nogen rejsekortterminal på Flensborg banegård, selvom DSB kører med egne tog. Det er altså ikke muligt at tjekke ind eller ud med "Rejsekort" på perronen i Flensborg.

 

 

 

 

 

 

Generel information

Sted Spejdergården Tydal
Tüdal 1, 24852 Eggebek, Tyskland
Overnatningstype Campingplads, Lejrskole og kursuscenter
Målgruppe Voksengrupper, Voksne / par, Virksomhedsledere / virksomheder, Ældre, Familier, Studerende, Lærere / lejrskoler
Emne Mindretal og medborgerskab, Natur og bevægelse, Vind og vejr
Telefonnummer +49 4609 91 03 0
E-mail SdU-Tydal@t-online.de
Betjening på dansk Ja
Info til åbningstider Åben i dagtimerne og ellers efter aftale.
Check ud senest 11:00
Betalingsmuligheder
Alt Alt Alt
Booking URL Book her!
Antal sengepladser 74
Antal standpladser 60
Antal værelser 19
Antal twin-værelser 19
Tager imod grupper Ja
Maksimal gruppestørrelse 900

Service og faciliteter

Adgang til offentlig transport
Busparkering
Handicapvenligt
Parkeringspladser
Wi-fi
Opvaskemaskine
Ekstra senge (tillægsgebyr)
Opholdsstue
Legeplads på stedet
Strøm
Præsentationsudstyr ved leje af lokaler
Eget badeværelse i nogle af værelserne
Udlejning af lokaler / konferencerum
Fælleskøkken
Brusefaciliteter

Særlige informationer

Mindretalsorganisation: Ja

Tematisk forbindelse til mindretallet: Ja

Spejdergården Tydal er en af mindretallets egne overnatningssteder og drives af Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger.

Andre vigtige informationer
  • Som udgangspunkt gælder selvforplejning
Andre særlige tilbud
  • Kanoudlejning
  • Mulighed for at bestille catering
  • Transport af bagage fra banegården til spejdergården

Udbyderens kontaktoplysninger

Stillet til rådighed af Sydslesvig danske Ungdomsforeninger
Adresse SdU - Sydslesvigs Danske Ungdomsforeninger
Norderstraße 76
24939 Flensburg
Tyskland
Telefonnummer +49 (0)461 14 40 80
E-mail kontoret@sdu.de

Andre overnatningsmuligheder i nærheden

Aktiviteter i nærheden

Begivenheder i nærheden

Seværdigheder i nærheden

Spisesteder i nærheden