Den slesvigske Kvindeforening

Formålet er:

• at hjælpe syge, gamle og ubemidlede
• at styrke sammenholdet mellem hjemmene
• efter 1945 blev det tredje punkt optaget i formålet: at virke for kvinders dygtiggørelse

Den slesvigske Kvindeforening er upolitisk og sproget er dansk. Der er stadig brug for hjælp.

Og selvom vi lever i en tid, hvor alle får en god skolegang og mulighed for uddannelse, er der brug for oplysning og dygtiggørelse.

Historien

Oprettelsen af Den slesvigske Kvindeforening var en reaktion på den dårlige økonomiske situation og de nationale spændinger, der prægede 20’erne.

Kort efter grundlæggelse af foreningen blev der oprettet 10 lokalforeninger. Det store humanitære og sociale arbejde startede ved medlemmernes uegennyttige indsats og med økonomisk hjælp fra Danmark. Efter 1945 blev det nødvendigt at omorganisere alt dansk og nationalfrisisk foreningsarbejde. Dette gjaldt også for Den slesvigske Kvindeforening.

I 1920 måtte de danske i Sydslesvig leve med ikke at komme tilbage til Danmark, og man holdt sammen, så meget det lod sig gøre. På den tid var der stor fattigdom og brug for megen hjælp. Det vigtigste var at komme rundt med denne hjælp, og enkelte sygeplejersker cyklede fra sted til sted. Det var et stort pionerarbejde, som man ikke kendte andre steder, men efterhånden kom flere kvinder til, og foreningen voksede sig stor.

Efter 1945 blev foreningen større, og man kunne bedre komme i kontakt med hinanden. Opgaverne voksede, og foreningen fik en husholdningskonsulent. Først i 50’erne gik en gruppe i gang med håndarbejdskufferten, der leverede ideer og materiale til selv at gå i gang. Husholdningskonsulenten eksisterede op til midten af 80’erne, og håndarbejdscentralen har vi måtter nedlægge fornylig, da korssting gik af mode.