For mange danske i Sydslesvig er SSF indbegrebet af selve danskheden syd for grænsen. I SSF’s selvforståelse er den nationale egenart i høj grad synlig i dansk kunst og kultur, og derfor er det en af foreningens vigtigste opgaver at give de danske sydslesvigere adgang hertil. Foreningen tilbyder omkring 100 klassiske og moderne arrangementer om året med danske kunstnere. Noget for enhver smag – fra traditionelle koncerter med Sønderjyllands Symfoniorkester over eksperimenterende teatergæstespil, jazz, rytmisk musik, solo- og korsang til film og foredrag samt børneteater. I samarbejde med foreningens folkelige fagudvalg og amtsorganisationer planlægges, informeres om og gennemføres arrangementerne.
Centralt i foreningens virke står også de danske årsmøder. Ved de omkring 40 arrangementer, som hvert år finder sted i løbet af en weekend i maj eller juni under deltagelse af både danske og tyske politikere, involveres alle mindretallets foreninger og institutioner.
Kultur- og mindretalspolitik
SSF varetager – delvist i samarbejde med mindretallets politiske parti (SSW) – det danske mindretals kultur- og mindretalspolitiske interesser. På Christiansborg har SSF således sit eget informationskontor.
I Mindretalsrådet samarbejder SSF med de andre nationale mindretal i Tyskland og har fået etableret et mindretalssekretariat under forbundsindenrigsministeriet i Berlin. I DialogForumNorden samarbejder SSF med danske, tyske og frisiske foreninger og institutioner i det dansk-tyske grænseland. På europæisk plan er SSF aktiv via FUEN (Federal Union of European Nationalities).
Kommende begivenheder fra Sydslesvigsk Forening
Sang i Indergården
07. maj 2026 17:00
Flensborg Bibliotek
Den 7. maj inviterer Flensborg Bibliotek til fællessang i bibliotekets indergård. Anne Lengefeldt synger for og fortæller lidt om sangene, mens hendes ægtefælle Nikolai Lengefeldt accompagnerer ved klaveret.
Så kan du igen starte lørdagen med et par hyggelige timer med sang foran trappen på Flensborg Bibliotek, når SSF og Dansk Centralbibliotek inviterer til morgensang. Ud over det musikalske kan du glæde dig til en god kop kaffe og rundstykker på bordet.