Alt

Sydslesvigsk Forening

Foto: SSF/Martin Ziemer

Dansk kultur og identitet

Afstemningsnederlaget i 1920, hvor Sydslesvig ikke kom hjem til Danmark men forblev tysk, var startskuddet til dannelsen af Den slesvigske Forening, der efter 1945 blev til Sydslesvigsk Forening (SSF).

For mange danske i Sydslesvig er SSF indbegrebet af selve danskheden syd for grænsen. I SSF’s selvforståelse er den nationale egenart i høj grad synlig i dansk kunst og kultur, og derfor er det en af foreningens vigtigste opgaver at give de danske sydslesvigere adgang hertil. Foreningen tilbyder omkring 100 klassiske og moderne arrangementer om året med danske kunstnere. Noget for enhver smag – fra traditionelle koncerter med Sønderjyllands Symfoniorkester over eksperimenterende teatergæstespil, jazz, rytmisk musik, solo- og korsang til film og foredrag samt børneteater. I samarbejde med foreningens folkelige fagudvalg og amtsorganisationer planlægges, informeres om og gennemføres arrangementerne.

Centralt i foreningens virke står også de danske årsmøder. Ved de omkring 40 arrangementer, som hvert år finder sted i løbet af en weekend i maj eller juni under deltagelse af både danske og tyske politikere, involveres alle mindretallets foreninger og institutioner.

Kultur- og mindretalspolitik

SSF varetager – delvist i samarbejde med mindretallets politiske parti (SSW) – det danske mindretals kultur- og mindretalspolitiske interesser. På Christiansborg har SSF således sit eget informationskontor.

I Mindretalsrådet samarbejder SSF med de andre nationale mindretal i Tyskland og har fået etableret et mindretalssekretariat under forbundsindenrigsministeriet i Berlin. I DialogForumNorden samarbejder SSF med danske, tyske og frisiske foreninger og institutioner i det dansk-tyske grænseland. På europæisk plan er SSF aktiv via FUEN (Federal Union of European Nationalities).

Adresse
Norderstr. 76
24939 Flensburg
Tyskland
E-mail info@syfo.de
Telefonnummer +49 461 1440 8100
Åbningstider Mandag - Torsdag:
08:00-16:30
Fredag:
08:00-12:00

Kommende begivenheder fra Sydslesvigsk Forening

Forfatter på tur med bogbussen: Mikkel Leth Jespersen om sønderjysk søfarts historie

13. maj 2024 18:00

Agtrup Forsamlingshus

Søfarten har altid spillet en stor rolle i vores region mellem Østersø og Vesterhav. Den 13. maj kan du høre historiker Mikkel Leth Jespersen fortælle om bl.a. Flensborg-skibenes vestindienhandel og overgangen fra sejl til dampmaskiner. Derudover kan du høre om, hvordan tobindsværket "Sønderjysk søfarts historie" blev til.

Filmklubben BIFFEN

14. maj 2024 19:30

Flensborghus

Har du lyst til en lidt anderledes biografoplevelse? Så kig forbi Flensborghus og få dig en hyggelig filmaften sammen med ligesindede. Aftenen bliver indledt med et kort oplæg om filmen. Du kan derudover glæde dig til et lækkert ostebord og et godt glas rødvin!

Foredrag: ”Fynboerne” – De fynske malere (programændring)

15. maj 2024 14:30

Flensborghus

Den 15. maj inviterer SSF Humanitært Udvalg til et billedforedrag om malerkollektivet Fynboerne ved kunsthistoriker Grethe Bay. Arrangementet er resultatet af en programændring, da den oprindelige foredragsholder Jens Kristian Lings var nødsaget til at aflyse.

Overnatningssteder fra Sydslesvigsk Forening

Lejrskolen Skipperhuset

Lejrskolen Skipperhuset

Tag på lejrskole med fokus på natur og kultur med et internationalt twist. Lejrskolen Skipperhuset i Tønning ligger ved vadehavskysten og denne egn byder på masser af unikke naturoplevelser og østkysten på den anden side er rig på  kultur og historie. I løbet af opholdet er der mulighed for at møde elever fra det danske mindretal.