Ud over kerneopgaven at være det danske mindretals bibliotek, har biblioteket en række tilbud, der ikke blot henvender sig til det danske mindretal, men til enhver der er interesseret i det danske og nordiske – det være sig inden for historie, musik, film, forskning – & meget mere.

Ordet mere er et nøgleord i bibliotekets fortælling om sig selv – både som biblioteket har været i fortiden, som det er nu, og som det ønsker at være i fremtiden. Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig er meget mere end et sted til opbevaring af bøger. Biblioteket rummer tillige “Den slesvigske Samling”, “Studieafdelingen og Arkivet” samt udøver formidlings- og kursusvirksomhed – & meget mere.

Biblioteket fungerer som en dør til Norden for de mange, der ønsker et nærmere kendskab til vort lille hjørne af Europa. Det fungerer som brobygger mellem landsdelens befolkningsgrupper, som kontakt til bibliotekerne i Danmark, som en integreret del af grænselandets kulturtilbud – & meget mere.

Til at udtrykke denne aktive mangfoldighed har biblioteket hentet et bomærke fra bogens verden, nemlig “&” – tegnet for “og” (kaldet ampersand) formgivet så tegnet indgår i DCB. Vi vil hermed udtrykke bibliotekets mangfoldighed samt vise, at vi på biblioteket ønsker at møde vore brugere med åbenhed, faglighed, hjælpsomhed, formidlingslyst – & meget, meget mere.

Kommende begivenheder fra Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Børnebibliotekets bedste bøger

19. september 2026 10:30

Flensborg Bibliotek

Kom til hyggelig højtlæsning på Flensborg Bibliotek. Hver lørdag læser børnebibliotekarerne billedbøger for børn i alderen 3–6 år.

OrdFrtaNord: Villads fra Valby - Højtlæsning med forfatter Anne Sofie Hammer

19. september 2026 11:00

Flensborg Bibliotek

Børnebogsforfatter Anne Sofie Hammer læser højt fra serien om Villads fra Valby og fortæller om den skønne, livlige dreng, som har det med at rode sig ud i problemer - og om mange af de andre børnebøger, hun har skrevet.

Kom og oplev en formiddag med sang og fællesskab

21. september 2026 10:00

Slesvig Bibliotek

Kom til en hyggelig formiddag med sang, musik og fællesskab. Her skal vi synge kendte børnesange sammen med Anne-Marie og hendes guitar.