Flensborg er i Danmark først og fremmest kendt for grænsehandelen. Men da de fleste grænsebutikker ligger udenfor byen, når mange danske besøgende ikke ind til de mange spændende seværdigheder, som byen har at byde på. For danskerne er byen som rejsedestination i de senere år blevet mere og mere populær. Blandt andet på grund af byens maritime og historiske flair, de gode shoppingmuligheder i midtbyen og de mange hyggelige caféer og barer, som ofte ligger gemt i byens berømte, historiske baggårde.
Hotel Hafen Flensburg er et eksempel på den spændende udvikling, som byen har gennemgået på turismeområdet inden for de senere år. Hotellet er en sand arkitektonisk perle, som med stor omhu er blevet integreret i otte historiske bygninger, som er en del af den historiske havnefront på vesthavnen. Langt de fleste af de originale historiske facader kunne bevares under nybygningen af hotellet og resultatet er et enestående hotel, der med stor succes kombinerer bevaringen af Flensborgs historie med at skabe nyt liv i et historisk kvarter.
Hotellet byder på 69 værelser, som hver har deres helt særlige design og dermed et eget udtryk. Værelserne er fordelt over de historiske bygninger og et nybyggeri, der befinder sig i hotellets gård bag de historiske facader, som man kan se fra havnen.
Værelserne er individuelt indrettede i lyse farver med elegant design og fine byggematerialer. Hvert værelse er et unikt og byder enten på udsigt over havnen eller en smuk udsigt over hotellets have og de historiske indergårde. Der er fem værelseskategorier, fra enkle, men meget smukke og individuelle værelser til lejligheder med eget lille køkken og den store Kaysers Suite på 103 kvadratmeter med en pragtfuld udsigt over havnen og over hotellets have. Husk at booke i god tid, da hotellet er meget efterspurgt.
Hotellets restaurant satser på enkle og gedigne retter, hvor der fokuseres på råvarer af høj kvalitet fra regionen. Også her danner den historiske bygning kombineret med spændende designelementer og en meget individuel indretning de perfekte rammer for den gastronomiske oplevelse. Udover menukortet om aftenen tilbyder restauranten et stort udvalg af snacks og små retter samt et udvalg af søde lækkerier. Hvis du trænger til et godt glas vin eller en cocktail om aftenen, så kan du glæde dig til baren Captains Lounge, som ligger i hotellets bindingsværkshus og som strækker sig over to åbne etager. Der tilbydes blandt andet et stort udvalg af spændende vine fra hotellets vinlager og et stort udvalg af romsorter fra byens romhandlere. Her kan du læse mere om restauranten.
Hotellet har også en lille wellness-afdeling med sauna og et hvileområde. Der tilbydes blandt andet forskellige massager og kropsbehandlinger. Hotellets gæster har også mulighed for at træne på hotellets løbebånd og crosstrainer.
Hvis i søger efter et spændende sted til jeres næste firmaevent, så tilbyder hotellet fem forskellige seminar- og foredragsrum til op til 150 gæster. Alle lokalerne er udrustet med moderne præsentationsudstyr. Hvis der er behov for mere plads eller et andet setup, så samarbejder hotellet med Flensborghus og Søfartsmuseet, som også tilbyder gode faciliteter. Flensborgs beliggenhed midt i mellem storbyerne Hamborg, København og Århus er i særlig grad egnet, hvis I skal mødes med partnere eller kunder fra Tyskland. Derudover byder byen på mange spændende aktiviteter, som kan inddrages som rammeprogram for jeres arbejdsophold.
Flensborg er Sydslesvigs hovedby med gode muligheder for sightseeing og shopping. Udover at gå på opdagelse i byen til fods og udforske de smukke gamle kvarterer med de mange historiske indergårde og smukke gyder, er både Søfartsmuseet (Schiffahrtsmuseum) og de kunst- og kulturhistoriske udstillinger på Museumsberg oplagte seværdigheder, hvor man kan høre mere om byens og regionens maritime historie. Hvis I har børn med, er det oplagt at kigge forbi Phänomenta i Nørregade (Norderstraße) lige i nærheden af hotellet. Phänomenta er et videnskabscenter, hvor børn og unge kan gå på opdagelse i udstillingen og lære mere om forskellige naturfænomener og sammenhænge fra fysikken. Udstillingen er en prøv-selv-udstilling, hvor man kan føle, røre med mere.
I Flensborg har mange organisationer fra det danske mindretal deres hovedsæde, hvilket betyder, at der er mange arrangementer og aktiviteter, der tilbydes på dansk. I Flensborghus og Flensborg Bibliotek er der f.eks. mange koncerter, foredrag og udstillinger og især biblioteket tilbyder også mange arrangementer til børn. En lidt usædvanlig seværdighed er måske Duborg Skolen, som er en af mindretallets to danske gymnasier i Sydslesvig. Det er muligt at få en rundvisning på skolen sammen med en af skolens elevambassadører, som fortæller lidt om selve skolen og det at vokse op i Sydslesvig med både dansk og tysk kultur. Fra skolen er der en pragtfuld udsigt udover havnen og byen. Den kan også nydes ude foran skolen, efter man har kæmpet sig op ad Marietrappen fra Nørregade.
Hvis I vil gå på opdagelse i regionen, så er det oplagt at tage en tur til Lyksborg (Glücksburg) med fjordbåden. Der er smukt ved stranden derude og man kan gå hele vejen ud til Holnis, som er halvøen ude i Flensborg Fjord og et flot naturområde med udsigt til Danmark på den anden side af fjorden. Fra skibsbroen i Lyksborg kan man gå til Lyksborg Slot. Det er en smuk gåtur gennem skoven og rundt om slotssøen. Slottet er en spændende seværdighed, som også spillede en vigtig rolle i Det danske Kongehus' historie.
Flensborg ligger kun få km syd for den dansk-tyske grænse. Det tager kun 10-15 minutter at køre fra grænsen ved Kruså til centrum. Hvis du ikke har lyst til at tage bilen, kan du tage toget fra Danmark hele vejen til Flensborg. DSB kører med InterCity-tog hele vejen til Flensborg banegård, som ligger i gå-afstand fra centrum. Der er gode forbindelser hver anden time og turen fra Fredericia tager lidt under halvanden time. Du behøver som regel ikke at skifte undervejs. Det er måske lidt langt at gå de 20 minutter fra banegården til hotellet. Men du kan også tage en bus til stoppestedet ved Schiffartsmuseum (Søfartsmuseet). Det er nemmest at spørge buschaufføren, hvilken bus du skal skifte til på den centrale busstation (ZOB) i midtbyen, da der er forskellige forbindelser hele tiden.
Sted |
Hotel Hafen Flensburg Schiffbrücke 33, 24939 Flensburg, Tyskland |
---|---|
Overnatningstype | Hotel |
Målgruppe | Familier, Virksomhedsledere / firmaer, Voksengrupper, Voksne / par, Ældre |
Telefonnummer | +49 461 16 06 80 |
info@hotel-hafen-flensburg.de | |
Hjemmeside | Gå til hjemmeside |
Betjening på dansk | Nej |
Check in tidligst | 15:00 |
Check ud senest | 11:00 |
Betalingsmuligheder |
|
Booking URL | Book her! |
Antal værelser | 69 |
Antal twin-værelser | 69 |
Tager imod grupper | Ja |
Maksimal gruppestørrelse | 20 |
Antallet af stjerner |
Mindretalsorganisation: Nej
Alle informationer på portalen er blevet produceret med stor omhyggelighed. I tilfælde af fejl eller misvisende informationer gælder de informationer og betingelser på udbydernes hjemmesider og andre af deres publikationer. Hverken Oplev Sydslesvig eller udbyderne kan holdes ansvarlig for fejl i informationerne på denne portal.
2019 © Oplev Sydslesvig.